torsdag den 30. august 2012

En ugle,nogle pinde og et par halve elefanter...

Der er en umiskendelig snert af efterår i luften. En skarphed... Men der er dejligt derude. Synes jeg. Og gåturene er bla. blevet brugt til at få ideer til et nyt billede. Et personligt et af slagsen som skal bruges til et diamantbryllyp. Meningen er at det skal bygges op som en collage i baggrunden - med forskellige personlige effekter. Lagene ovenpå skal være transparente så en del af effekterne anes. Ovenpå forskellige motiver som siger noget om diamant-brudeparret. Fortæller deres historie. Jeg kan rigtig godt li' idé-fasen; ideer som popper op. Nogle forkastes. Nogle fastholdes eller arbejdes videre på...

Collage-bunden er lagt nu. Håber ideerne fra hovedet finder vej til lærredet. Og nååh ja... så er jeg kommet et par skridt videre med dåbsbilledet. En ugle og både hele og "halve" elefanter er blevet tilføjet. Nu vurderer jeg lige, hvad næste skridt er.



Endnu en træklods har set dagens lys. Denne gang i meget klare farver. Den veninde som fik den allerførste træklods har ønsket sig en til i farverne turkis, lime, rød og orange. Så imorgen når jeg går til fødselsdagskaffe medbringes den under armen og jeg håber den blev som hun ønskede.

En vase har fået anderledes indhold - sandvaskede pinde fra stranden. Ideen nuppet direkte fra super kreative Anette. Lysestagerne fra Jeppes konfirmation pynter sammen med. Ideen hertil... tjahh... fundet præcis samme sted :-)

Weekenden nærmer sig med hastige skridt, men idag er torsdag. Og solskin. What's not to like?!

Håber du har det på samme måde - Anne-Mette

søndag den 26. august 2012

Krakelerede krukker og havtasker...

Jeg kan simpelthen ikke. Vælge... der var så mange lækkerier for øjnene. Masser af inspiration. Lige som jeg vidste der ville være. Så når jeg nu ikke kan vælge kommer her nogle "smagsprøver"...



Idag var der "åbne døre" hos forskellige kunstnere her i midt-vest. Der var mange forskellige at vælge mellem, men tiden er ikke altid som man gerne vil, så jeg skulle kun et sted.   Hér var valget til gengæld ret nemt at træffe.




Jeg skulle - som i virkelig skulle - selvfølgelig ud og se, hvad Merete havde lavet siden vinterkurset sluttede. Som jeg har skrevet før er det bare det lækreste galleri; en gammel lade som er lavet til galleri - eller arbejdende værksted, som hun kalder det. Uanset benævnelse er det bare et rigtig skønt sted at komme.




Der er så mange ting at kigge på. Nyde, suge til sig. Detaljer i omgivelserne såvel om i billederne Jeg elsker humoren og den skæve tankegang der også findes i hendes malerier. OG så Merete bare sød og dygtig - og en hel masse mere, som det kan være svært at skulle sammenfatte med få ord.




Måske kan jeg gøre det bedst ved at sige at jeg var glad udenpå og indeni da jeg kørte derfra. At det var lige hvad jeg trængte til. Som jeg sagde til familien inden jeg kørte hjemmefra; "jeg kører ud og får et skud maling i årerne"...

Og det var lige, hvad jeg gjorde...Som det måske er til at regne ud kan jeg sende en varm anbefaling i forhold til at besøge "Galleri Nordenkær" - måske det osse hjælper på DIT humør :-) (uanset om du trænger eller ej)

Må ugen blive ligeså farverig - Anne-Mette

fredag den 24. august 2012

Aaahhh...

"Næste kapitel" i de to billeder jeg henholdvis startede op og arbejdede videre på, gik kun delvis som jeg håbede. Billedet som skal ende med at blive et dåbsbillede "tegner godt". Efter leg med gelatine-tryk var der skabt en masse spændende som var godt at bygge videre på. Og jeg ér lidt videre.


Det større billede som jeg gerne ville lave store aftryk på blev ikke helt som planlagt... men det er jo også det fede; at materialerne ikke kan kontrolleres, men at jeg må bruge det der dukker op. OG der er potentiale... Tror jeg. Er jeg sikker på. (Som min søde vinter-male-lærer Merete siger; du kan altid male det over, hvis... og selvom det jo er logisk og simpelt har det været godt for mig at blive mindet om. Det giver meget mere plads til leg, øve, afprøve. Jeg kan jo altid male det over). MEN jeg har nye planer, nye eksperimenter.


Idag... vil jeg bage til weekendens børnefødselsdag, glæde mig over at det er fredag og lige på tærsklen til weekend. Men allermest vil jeg glæde mig til vi får Mellemste Bukkebruse hjem for en kort stund. Det bliver en dejlig weekend!!

Må din blive det samme - Anne-Mette

onsdag den 22. august 2012

Husblas og gamle ordbøger...

jeg har været igang idag. Med lidt indledende øvelser. Jeg har længe haft et lærred stående jeg brugte til rester på vinterens kursus. Dét er vist klar nu til at blive arbejdet lidt mere på... Og på tide ku' man sige.Men hvad hjælper det når jeg ikke lige kendte retningen. Det gør jeg nu - eller ihvertfald har jeg planer. Samtidig har jeg lovet en af mine søde svigerinder et dåbsbillede. Så nu går jeg igang med dem begge, og med at lægge noget bund på...


Jeg har planer om noget monoprint også og da lærrederne er lidt større end min lille geléplade laver jeg selv en. Tænkte at jeg passende kunne vise frem. MED mål denne gang. Til 12 dl vand brugte jeg 4 pakker husblas. Måske havde tre været nok. Jeg ved det ikke, men ville være sikker på der var nok geleringsmiddel  i fra starten. Da husblassen var smeltet og blandet op med vandet røg det i en gammel form som egner sig fortrinligt. Jeg bruger bagepapir så jeg kan tage plade ud af formen. (et godt trick - hvis du ikke kender det i forvejen - er at kramme bagepapiret i våd tilstand. Så bliver det meget mere føjeligt og nemt at sætte pænt i hjørnerne) Direkte i køleskabet og efter et par timer er det klar til leg. Pladen kan sagtens holde en uges tid, hvis man får den på køl når man er færdig med at bruge den...



Nu er jeg igang... så håber jeg at komme videre imorgen.

God tirsdag - Anne-Mette

mandag den 20. august 2012

Morgenhilsner og lyden af "ham der ikke er her"...

Hører man mon stadig under kategorien "almindelig", når man hilser køerne go morgen? Og siger "hej" til hestene længere fremme på morgenens gåtur?



På den anden side... hvem siger "almindelig" er noget at stræbe efter?? JEG (og Nova) hilste på både heste og køer. Nød den flotte, flotte morgen og at det så ud til at vi kunne blive beriget med endnu en dejlig (sen)sommerdag.



Samtidig nød jeg rigtig meget at selvom jeg ikke i hverdagene har Mellemste Bukkebruse under mine vinger, så har han efterladt sin lyd. Det gør mig glad at lytte til og jeg tænker rigtig meget på ham. Med smil på læben... Jeppe = en masse ting naturligvis MEN trommerne er bestemt én af dem. Han er dygtig! Altså sådan rigtig dygtig - og her er det ikke kun set gennem en mors "objektive" briller. Vel!?



Så han har lært mig at holde af en masse musik jeg helt sikkert ikke ville have stiftet bekendtskab med ellers. Og at blive dus med det... for når man øver spilles musikken jo ikke kun en, to eller tre gange. Det er klart... Derfor ligger Nickelback også på min Ipod nu. Der er mange gode at vælge imellem. Dette er et af de mere stille men virkelig gode numre (og videoen én af dem der giver gåsehud - consider yourself warned)


Må mandagen byde på masser af sol - Anne-Mette


fredag den 17. august 2012

Sommerfugle og nødhjælpspakke...

Igår kom så den dag vi har talt om et stykke tid... dagen, hvor Mellemste skulle flytte hverdags-matrikel. Og i perioder mere end dét. Han skulle tage hul på et efterskoleliv sammen med 186 andre unge mennesker. Sandsynligvis ligeså spændte som han selv. Vi har samlet grej og vasket tøj. Sikret at alt var i hus - lige fra håndklæder til højskolesangbog og alt der imellem. Ved middagstid havde han pakket alle tasker og var klar. Og naturligvis sørget for at tasken også indeholdt den vigtige "nødhjælpspakke" som gode venner kom forbi med. Dèt varmede...



Ligesom tasken var klar var også sommerfuglene - en lille sværm som vidnede om at nyt og ukendt var indenfor rækkevidde. Så er det altid rart at kunne ligge i arm med trygheden og det velkendte. Her var  Nova kun glad for at kunne hjælpe...



Vi har prøvet det før. Ved at fra nu af går det endnu stærkere. Oplevelser og udfordringer - i mange forskellige kategorier modner. Og gør stærk. Og Jeppe har glædet sig og er klar. SÅ klar. Ikke mindst til at prøve at stå lidt mere på egne ben. Dejligt for os at vide at selvstændigheden øves i trygge omgivelser.

At der så ved sengetid tikkede en kort sms ind med tre dejlige ord gjorde kun det hele endnu bedre. Ikke de ord vi sædvanligvis forbinder med "de tre ord" - men ord som fortalte mig, at sommerfuglene havde fundet hvile - og aftenen budt på dejligheder. Lige det der gjorde det godt at lægge sig til at sove.

Må weekenden også byde på dejligheder - Anne-Mette


torsdag den 16. august 2012

Groft salt og Lego...

I eftermiddag - præcis kl. 15 - skal vi aflevere mellemste Bukkebruse på efterskole. Det bliver godt... men også underligt. Mere herom senere.

Vi kender til skolen, hvilket er rigtig dejligt. Både for os herhjemme men også for den kommende efterskoleelev. Jonas har de seneste to år gået på Staby efterskole og har haft nogle fantastiske år - og bunker af oplevelser. Han kom hjem til sommerferien og ville gerne have sit værelse sat lidt i stand - man ændrer sig på to år. Det indebar også at han ønskede sig en lille billedvæg - bl.a med billeder fra Staby. Jeg lokkede om ikke det kunne være godt at have noget blandt billederne som IKKE var fotos. Han lod sig overtale...

Jeg havde en idé.


På talerstolen på skolen står; "vil du tænde må du brænde" (og der er åbenbart mere til denne sætning) Dette valgte jeg at bruge gentagende gange i øverste del af billedet, Skrev på en go gammeldags skrivemaskine selvom ungerne synes jeg var HÅBLØS. Det ku jo skrives på computeren og "copy-paste". I know... det kunne man selvfølgelig, men jeg synes bare et ægte hakkebræt giver en ekstra dimension. Punktum drenge...

På nederste del brugte jeg sort vandfarve (godt med vand) og dryssede med groft salt. Når det er helt tørt kan man børste saltet af og man står tilbage med noget fedt struktureret papir (synes jeg). For et års tid siden så jeg hos Anette at hun havde brugt et lego-hjul til at trykke med - det synes jeg så rigtig fint ud, så dét brugte jeg mellem top og bund.

De to personer/gymnaster er logoet for Staby Efterskole - dog i andre farver som Jonas valgte. Dels for at matche et par fotos - dels for at give et par farveklatter i det grafiske.



Jeg har det ofte sådan at , hvis jeg har fået en idé er jeg bare NØDT til at prøve det. Få det ud af systemet - so to speak :-) Så vi aftalte at jeg kunne lave det jeg havde i tankerne, og hvis det faldt i sønnikes smag kunne han bruge det. Hvis ikke... så havde jeg haft det sjovt alligevel. Men .. selvom han forinden skulle overtales, blev han rigtig glad for resultatet og det er nu klar til at komme op på væggen.

God torsdag - Anne-Mette

mandag den 13. august 2012

Med sprit og vand...

Jeg faldt på et tidspunkt over en teknik, hvor man bruger sprit sammen med vandfortyndet maling; tyndt lag "maling" først og dråber af sprit ovenpå og det får malingen til at "skille" - eller danne et fint cirkelmønster. Det kan styres noget af vejen, men bliver jo også tilfældigt. Jeg var nødt til at lege lidt med det, afprøve det, se hvordan jeg ellers kunne bruge det.


Jeg havde tre aflange lærreder som i tidernes morgen havde været brugt til andet (som IKKE blev som jeg ønskede, og derfor var endt i skammekrogen) De havde allerede forskellig maling på, og med nye lag og nye ting til afprøvning endte de pludselig med at blive til noget, som ikke længere bare var "test-lærreder" - men noget som faktisk kom op at hænge.


Og pt. har de plads i køkkenet. Sådan kan man ende et helt andet sted...

Mandags-hilsen -Anne-Mette

søndag den 12. august 2012

Follow up...

Anette spurgte igår lidt ind til gelatine-tryk.Som jeg skrev tilbage er det en rigtig sjov aktivitet - både for børn og voksne. Billigt er det også. Og der går rigtig meget sport i at lede efter "mønstre" i helt almindelige hverdagsting; tomme toiletruller, blisterpakninger fra piller, bunden af kødbakker, blonder fra gl. puder, "anti-glid" til tæpper el. lign., lego klodser og megte mere.

Man laver en geléplade af husblas og vand og hælder i en form (fx. firkantet alu.form) Når det er stivnet begynder legen. Lidt maling på "pladen"; fordel med en trykvalse eller kagerulle. Lav mønster i malingen med, hvad man nu har fundet, læg papiret på, før hånden henover og træk papiret af. Ofte er der en smule maling tilbage som kan trykkes på et andet papir. Dette kaldes ghost print.



De mange mønstre kan både laves helt enkelt eller lag på lag på lag på.... Jeg lavede i foråret et konfirmationskort til Mellemste Bukkebruse, hvor bunden var lag på lag af gelatine-tryk, og selve motivet en stencil jeg havde fundet med trommer (som er hans et og alt)

Jeg har taget et billede af selve kortet og forsøgt at fange lidt af detaljerne med nogle nær-fotos.


Jeg bruger også teknikken på mine malerier - her synes jeg den hjemmelavede plade fungere bedst da jeg dels kan lave trykket noget større, men også fordi trykkene bliver en smule mere rustikke (hvilket jeg godt kan lide)

Søndags hilsner fra Anne-Mette

fredag den 10. august 2012

Klare farver og sjove tryk...

Tjahh... så lakker ferien hér også mod enden. Den seneste uge har været brugt på lidt af "this and that" - stort og småt som var det vi lige havde behov for. Der ér også blevet plads til lidt maling på fingrene. Lidt leg med farverne.


"Fik lov" - af ældste Bukkebruse - selv at sammensætte farver til en lille ekstra gave til en venindes fødselsdag. Han spurgte om jeg ikke kunne lave nogle gelatine-print.


Og jo... selvfølgelig. Gerne endda. Havde tilføjet et par hverdags-remedier til "tryk-stakken"; bunden af en kødbakke, som endda kan bruges fra begge sider. OG som lavede ligeså fede tryk som jeg havde forudset da den igår var på vej til skrald. En tur over grænsen bød på en gigantisk fluesmækker som jeg straks så for mig i dissekeret tilstand. Dén lavede også super tryk.





Nogle tryk blev bedre end andre. Sådan er det - og det er det sjove ved det; at man kan have en idé,     men aldrig helt vide, hvordan det ender ud. Ofte synes jeg det man kalder ghost print er det flotteste. Trykket har lidt flere detaljer, og er lidt mere "diskret" da en del af malingen er forsvundet i første tryk.  Gelatine tryk kan anbefales... Man kan sagtens selv lave en trykplade som kan holde til en del tryk; husblas, vand, en form og lidt venten på at det stivner.

 Jeg valgte at købe en Gelli Plate så jeg ikke behøver planlægge forud. Jeg er rigtig glad for den (ville dog gerne have haft den store) men synes også RIGTIG godt om de tryk man får ved den hjemmelavede. De er lidt mere ujævne og rustikke - SKØNNE synes jeg.

Efter at have leget lidt med rammen for at finde et udsnit jeg ville arbejde videre med, fandt jeg sort tush, flere stencils og oliefarve, endte jeg med et fint lille farverigt stykke som jeg har lovet får trykt "Stand out" inden det ryger tilbage i den sorte ramme med hvid passe partout.


En dejlig dag.... og ønsket om en skøn weekend fra Anne-Mette





fredag den 3. august 2012

Tilbage igen...

Ligefrem at have en brugt ferie billigt til salg... det har jeg ikke. Men det hér var en af de gange, hvor livet havde andre planer. Ikke på den store og voldsomme måde. Slet ikke... men set fra familie-hygge-perspektivet havde det været rart ikke at blive ramt af sygdom. Ældstebarnet lå med influnza og selvfølgelig betyder det noget for ferien. For os alle. For hyggen... Det er i sagens natur, ikke helt så hyggeligt når én af "kyllingerne" ligger og ikke har det skidt... Man vil gerne hjælpe. Lindre.  Måske endda trylle . Lige lidt hjalp det.

Et par dage før tid besluttede vi at, hvis dette skulle blive ved var der bedst i egen seng. Under eget tag... Så nu er vi tilbage. Og det er helt okay. Vi fik nogle dage væk fra alt det praktiske. Nogle dage med mere spil og flere is end herhjemme. Med gåture ved vandet. Nogle dage med bare at være.



Heldigvis er der en god lang weekend og en ditto uge inden hverdagen (næsten) som vi kender den, starter op på ny.

Fredag i (Natur-)farver - Anne-Mette